Lige et til

Et blogindlæg om vores fantastiske fere. Det er blevet en lang følgeton, men sådan er det når man har haft en god ferie. Men det er det sidste, jeg lover.
Vi fik set Bruxelles på 3 dage, Atomium, Grand Place, Museerne, bygningerne og alt det andet.
Specielt Atomium var imponerende. Det blev bygget til verdensudstillingen i 1958 og står stadig som et imponerende minde. Det forestiller et Jernmolekyle og udsigten fra øverste etage er meget smuk, ud over hele byen og Konge slottet. Ikke at man hører og ved særligt meget om den Belgiske kongefamilie, men de er der og lever vist meget anonymt og privat. I en stor skov tæt på atomium, hvor kun de har adgang.

I guide bogen stod der at Grand Place var verdens smukkeste plads. Tja, man skal bare passe på med sådanne påstande og vi var, for at sige det mildt, MEGET skeptiske. Men det var ikke helt overdrevet, det må jeg indrømme. Måske er det ikke lige verdens smukkeste plads, har ikke lige set alle pladser i verden, men smuk det var den virkelig.

En blanding af renæssance og barok bygninger med guld og alt hvad det kan bære af udsmykninger. Det var som om at kaffen på en af de mange cafeer smagte lidt bedre med den udsigt.
Gemalen syntes at besøget hos småkage butikken, Dandoy var som at komme i himlen, og de smagte bestemt også godt, med smør og alt det fede.

Tegneserie og musik museet blev også besøgt. Ikke for at se udstillinger, men for at se bygningerne som den Belgiske arkitekt Victor Horta havde tegnet. Han var en kendt Art Nouveau arkitekt og Belgierne er meget stolt af ham som ofte krediteres som en af de vigtigste arkitekter indenfor Art Nouveau genren.

Jeg er jo vild med arkitektur, både den nye og den gamle og hver gang vi er udenlands støder vi på arkitekter som jeg ikke kender. Som Horta.
Kl 19.30 lørdag aften gik vores Thalys hurtig tog til Køln, hvor vi 1½ time efter stødte på vores nattog til København. Næste morgen vågnede vi til morgenmad og kaffe efter en fin nats søvn (ja ikke så god som i ens egen seng, men alligevel). Ikke at hverken morgenmad eller kaffe var noget værd at skrive om, heldigvis havde vi købt lidt ekstra med til rejsen, så det hele blev lidt mere ok.

Det var så sidste indlæg om vores rejse, jeg lover. Nu må det snart blive til et indlæg om haven som næsten lignede et vildnis da vi kom hjem.

Jo der er mere at se

Fra Amsterdams Havn kan man tage en "Fast Flying Ferry" til Hovedbanegården. Dejligt med de mange kanaler. Tog/bus turen ville tage 1 time eller mere, færgen tog 25 minutter.
Vi har været i Amsterdam før, men manglede lige et par små ting. Faktisk troede vi at Rijks Museum var færdig renoveret og at vi nu endelig kunne se hele museet. For sidst vi var der så vi nemlig kun et meget lille udsnit, da det meste var lukket. Men det blev heller ikke denne gang vi fik set det hele, renoveringen er først færdig i 2013.
Vi fik også set en Impressionist udstilling på Hermitagen. Det var smukt, for findes der noget smukkere end impressionist malerier? Jeg tror det næppe.
Her er lidt stemnings billeder fra en, altid, meget smuk og atmosfære fyldt by.

kl 18.30 steg vi ombord på Thalys toget og for dem der ikke kender toget kan jeg oplyse at det er høj hastighedstog, det tog under 2 timer at komme fra Amsterdam til Bruxelles. Men 300km i timen kan det ikke betale sig at tage hverken fly eller bil. Og komforten er helt fantastisk, vi sad i røde lænestole med oceaner af plads og gratis internet. Togene kører mellem Holland, Belgien, Tyskland og Frankring og det var en fornøjelse at opleve.
Dagen efter var det tid til at opleve Brugge, besøget blev inspireret af Mia som ofte har skrevet så dejligt om byen. Og det skuffede bestemt ikke. Byen er selvfølgelig på UNESCOS verdensarvs liste og det forstår man virkelig godt. Den gamle by midte er utrolig smuk og velbevaret, så en gåtur rundt tager lang tid, selvom området ikke er så stort. Der er bare meget at se.
Vejret var skønt og vi fik også en tur på de små kanaler. Jeg tog mange billeder, her er et lille udsnit.

Der var virkelig mange turister i byen. Det er helt forståeligt, der er utrolig smukt og selvfølgelig kommer der mange, der ligesom os, gerne vil se sådan noget.

Der var mange chokoladebutikker, Belgierne er jo kendt for god chokolade, småkagebutikker, vaffelbutikker og selvfølgelig en masse cafeer. Man kunne hyre en hestevogn til sightseeing ture og en af disse ture bød også på en meget glad hund (se ovenstående billede). Vi så, denne karet, 2 gange på vores tur rundt i byen og hunden stod op med halen lige i vejret og som ud som om den var på sit livs vigtigste opgave. Den så så stolt og betydningsfuld ud, en fornøjelse at opleve, også selvom billedet blev lidt uklar. Pludselig skreg gemalen at nu skulle jeg fotografere hunden, så der var ikke tid til anden end hurtigt at skyde et par billeder.
En dejlig dag i en utrolig smuk by endte i toget retur til Bruxelles, hvor vi boede de næste par nætter. Den by indeholdt også mange smukke steder og museer, for ikke at tale om national arkitekten, Victor Hortas mange smukke bygninger. Vi fik set det hele, tror jeg, for vi rendte rundt for at nå det hele på 3 dage. Om aften faldt vi nærmest døde om på hotelværelsets senge og senest kl 22.00 sov vi.

And on we go

Vi sejlede fra Bilbao til La Rochelle i Frankring, en sommerferie by for franskmænd, opdagede vi. Og vi blev glædelig overrasket over besøget, i en gammel by, med tårne, borge, botaniske haver og en lækker strandpromenade. Byen ligger i yderkanten af Cognac distriktet og der er derfor en masse spændende cognac butikker med super god betjening. Og så kunne vi låne bycykler, så vi kom hurtigt og bekvemt rundt i hele byen. Det var der også mange andre der gjorde og der var cykelstier overalt og meget hensynsfulde bilister.

Hvis man kigger grundigt på de to øverst billeder kan man se at der er brugt persille og andre krydderurter som bunddække. Det var rigtig flot og gav god inspiration til mine egne bede.

en lille rundtur i en smuk by, i behageligt tempo og med frokost på Creperie cafe, pandekager med fyld af laks. UHM, siger jeg bare.

Billedet med uret der viser halv to, er hovedbanen. Gennemført at have sådan en smuk banegård.

På vej retur til skibet rendte jeg rundt i bussen for at tage fotos af den tyske ubådsbase der lå i havnen. Den var fra 2.verdenskrig og gemalen var jo fyr og flamme over at se den. Havneområdet er lukket land for mening mand, men vi fik et godt glimt fra bussen og senere fra skibet. Jeg tog, efter nøje instrukser, billederne. Gemalen er normalt ikke interesseret i fotografier. Men en tysk ubådsbase skulle altså fotograferes. Det er foresten den man ser i filmen "Das Boot", som også handler om angrebet på La Rochelle.

Sidste stop på krydstogtet var Southhampton, som vel nok er mest kendt for Titanic, som forlod England fra denne havn og som mødte skæbnen i Nordatlanten i form af et isbjerg. For os var en tur til Stonehenge og Salisbury mere interessant end selve havne byen, så vi tog på en arrangeret bustur med en masse hollændere og tyskere.

Og Stonehenge var imponerende, især kunne man undre sig over hvordan de havde fået de store sten op og ligge på tværs af de andre?

Man mener stenene er sat der for mellem 4000-4500 år siden, men første gang de nævnes i kendt litteratur er 1130, hvor Henry af Huntington skrev om dem.

Salisbury var også en smuk by med en kæmpe domkirke fra 1092.

 Men selve byen var som taget ud af en Agatha Christie roman.

 Nævnte jeg at de regnede da vi var i England? Næppe den store overraskelse, vejret har vist været rigtig dårligt derover denne sommer.
Men når man selv kommer fra norden, ja så har man vist altid regnfrakke med. Og det er vist ikke en fænomen der appellerer særligt til andre turister. Heller ikke hollænderne havde regnfrakker på (regner det ikke en del i Holland?). En paraply kunne det blive til, men ikke regnfrakker. Min super Helly Hansen regnfrakke er gul og ind i mellem blev jeg antaget for at være kommunal ansat, havnearbejder og lignende. For gule frakker, er åbenbart kun for sådanne arbejdsgrupper?

Da vi sejlede fra Southhampton var der rigtig meget trafik på kanalen der løber fra Southhampton til den engelske kanal og vi måtte ind i mellem vente ½ time for at sejle videre. Men så fik jeg nogle smukke billeder af sejltrafikken.

Dagen efter ankom vi til Amsterdams havneby, Ijmunien hvor næste del af vores ferie begyndte (Amsterdam/Brugge/Bruxelles). Krydstogtet var slut og det bliver nok ikke sidste gang vi skal afsted på et sådant. Som med alle ting, er der fordele og ulemper. Men flest fordele.

Endelig

Nåede vi så Bilbao. Endelig skulle jeg se Guggenheim museet som jeg havde længdes efter siden det blev bygget og som jeg har læst og læst om. Ikke pga kunsten med pga den meget unikke arkitektur, tegnet af Frank Gehry. Jeg så en af hans meget specielle bygninge i Prag for mange år siden, "dancing House" kaldes det og har også disse organiske snoede former som han siden er blevet så kendt for.
Men Guggenheim museet er hans mesterværk lavet af ens skåret titanium plader sat uden på selve husets bygning. Pladerne giver et lysspil der minder om fiskeskæl som Gehry er meget fascineret af.

Foran indgangen til museet står denne store hund, lavet af kunstneren Jeff Koons, hvis værker jeg normalt syntes er ganske forfærdelige. Han er kendt for popkunst af f.eks Michael Jackson. Men hunden var helt genial, lavet af blomster og med indbygget vandingssystem. Den blomstrer året rundt, klimaet tillader vist dette.

Men lige gyldig hvordan og hvorledes så, var det Guggenheim bygningen der stjal al opmærksomheden. Se disse smukke former og lyset på titanium pladerne. Jamen hvor var det smukt.
Titanium er et utrolig dyrt metal at bygge i. Det er ellers et af de mest normale grundstoffer i jorden, men det koster rigtig meget af få det udvundet af jorden. Det findes nemlig som en kemisk forbindelse, Titaniumoxid, som man skal ændre indsutrielt for at få rent Titanium. De er disse processer der gør at metallet er så dyrt.
Det er et let metal og kan ikke oxideres af ilten i luften (ruste), så det er praktisk talt umuligt at nedbryde.

Ord er overflødige.
Efter åbenbaringen af Guggenheim bygningen skulle vi selvfølgelig også se resten af Bilbao. Byen var helt nedslidt og al industri var lukket dengang i 80-90erne, før Museet kom til byen. Byen kontaktede selv Guggenheim fonden for at få dem til at bygge deres nye museum i Bilbao og resten er historie. Museet generere så mange turister til byen at byen er blomstrede op igen, alt er blevet istandsat og ny moderne arkitektur er kommet til. Det har gjort den til en meget spændende by som virkelig er et besøg værd.

Og da det blev tid til frokost fandt vi en skøn Pintxos Cafe. Pintxos er den bastiske udgave af tapas og efter sigende, meget bedre og nærmest små kunstværker i forhold til tapas fra f.eks Madrid. Måske er det blot lokal konkurrence sladder, men det vi fik serveret var ganske enkelt fortræffeligt. Og selvfølgelig skulle vi have Sherry til. Vi skal jo prøve det lokale.

Efter dejlig frokost tog vi Funicularen op på et af de mange bjerge der omringer Bilbao, der var dejligt køligt i forhold til byen og en fantastisk udsigt.

Det blev enden på vores Bilbao eventyr, smuk by med en meget gammel bydel , et endnu smukkere museum (vi så godt nok flere, men de blegnede i forhold til Guggenheim) og spændende ny arkitektur. Ved middagen på skibet sad vi og talte længe om hvor dejlig en dag det havde været. Og med aftenkaffe på vores altan, så kunne det ikke blive meget bedre. Nye mål ventede, La Rochelle i Frankrig, et sted jeg aldrig havde hørt om, men som overraskede ganske positivt. For ikke at tale om Stonehenge som vi også havde drømt om at se i årevis. Vi nåede det hele og mere til.

Videre rundt

Næste stop på krydstogten var La Coruna (A Coruna på Spansk) på Spaniens vestkyst. Byen der efter sigende skulle være det koldeste sted i Spanien. Det mærkede vi ikke så meget til, hvis der med kold menes 25 grader om sommeren, ja så er det fint med mig. Hader simpelthen at rende rundt i byer med 30 grader eller mere.
Ved siden af La Coruna ligger Santiago de Compostella, som er mange katolske pilgrimmes hellige by. Pilgrimsruten (eller Jakobs vejen, efter apostel Jakob den ældre) i Spanien ender netop i denne by hvor man byggede en meget stor Katedral som vi selvfølgelig skulle se. Den gamle bymidte med Katedralen er på UNESCOS verdensarvsliste, den var også ganske smuk.

 Det er ikke så underligt at turister gerne besøger sådanne steder. De er fyldt med historie og minder om en forsvunden tid.Ikke underligt at også Amerikansk turister kommer til sådanne steder, deres historie kan spores 200 år tilbage, resten stammer fra (primært) Europa. Og her står man så i en by der er vokset op fra 813, hvor man fandt de jordiske rester fra Skt. Jakob.

A Coruna var også en smuk by, den næst største i Galicien og porten til Atlanterhavet og med rødder til Kelterne. Ja jeg gik og undre mig over de mange irske spisesteder og butikker ind til vi fik at vide at deres forfædre var keltere. Det var sjovt at opdage, for i mine øjne hørte irsk folkemusik og Spanien ikke helt sammen. Men denne, dengang fjerne del af Spanien havde altså mere handel med folkeslag længere væk over Atlanterhavet.

Den rå og barske natur var rigtig smuk

Og de mange smukke huse var ganske imponerende. For selvom de stammede fra Kelterne, ja så minde byggestilen nu ikke meget om den irsk.

De havde selvfølgelig også en stor kirke (ja flere), den er der mange af i Katolske lande. Og de er generelt alle meget smukke og velholdte. Lige gyldig hvor fattige befolkningen er, så er kirken altid meget smuk. Egentlig en besynderlig ting. Men religionen har meget stor betydning.
Byen er også kendt for sine Galarias, vindue dækket facader uden på husene, de fandtes alle steder og var rigtig smukke.

 Her ses disse glasfacader

Ovenstående billede er meget karakteriskt for vejret i byen. Der ligger ofte, meget tunge og mørke skyder over stedet. De driver ind fra Atlanterhavet med vesten vinden. Da vi sejlede ud fra byen og op på nordsiden at Spaniens kyst var kunne man nemlig tydelig se alle skyerne ligge ind over byen og der hvor vi befandt os var der skyfrit. Men der er nu noget ganske smukt ved disse tunge mørke skyer, som ikke gav nogen regn den dag vi var der, men som så ganske faretruende ud.

Næste stop var Bilbao, som kræver et indlæg for sig selv. Byen som jeg havde længdes efter i mange år, efter at se Guggenheim museet som den Canadensiske arkitekt Frank Gehry var tegnet, og som efter min mening er et af de største mesterværk tegnet i nyere tid. Jeg glædede mig som et barn til at se denne åbenbaring og kunne næsten ikke sove om natten.  Skibet sejlede ellers helt roligt, så har fra var der ingen klager, men når man har haft en drøm om at se et sted, så længe som jeg har drømt om at se Guggenheim museet, ja så er man altså spændt som et barn før juleaften ;)