mandag den 30. november 2009

Hverdags ting

Jeg cykler forbi flere skoler på Frederiksberg på vej til arbejde og det er dejligt at se mange forældre cykler med deres børn til skole. Det er da flot. Selvom de (og jeg) er ved at blive kørt ned af forældrene til andre af skolernes elever. Dem der ikke cykler til arbejdet, men som syntes det er ok at blokerer hele veje i nærheden, for at sætte lille pus af på vej til skolen. Jeg er ret overbevidst om at det er pga disse forældre at der findes skolepatruljer. Skolepatruljerne på Frederiksberg står nemlig på de små stille veje ved skolen, og sørger for at de børn der cykler til skole, kan gøre det uden at blive kørt ned af klasse kammeraternes far eller mor.
En anden sjov ting jeg ser hver dag på vej til job, er en kiosk på Peter Bangs vej, der staver kiosk med g, altså Kiosg. Den stavemåde har jeg aldrig hørt om?
Og havde jeg lige gættet hvem morderen var i Forbrydelsen? Jo da, selvfølgelig. Når man elsker krimier så meget som mig, er det jo en "smal" sag at gætte sådan et plot. ja ok, måske ikke en smal sag, men i afsnit 8 var det klart.
Måske er jeg den eneste, men jeg syntes altså ind i mellem at familie er en pestilens. Det er som om man nogle gange er tvungen til at omgås personer man egentlig ikke bryder sig om, blot fordi man er i familie med hinanden. Hmm, det er da noget besynderligt noget. Venner er noget man vælger til og familie er noget man ikke kan vælge fra??

torsdag den 26. november 2009

Juleroser og italiensk mad

Jeg har netop fået tilsendt de smukkeste juleroser fra Gartneri Spiren, der ligger ved Skælskør. Dejligt med nethandel, så behøver man ikke tage den lange vej for at få Danmarks smukkeste juleroser.
Marianne fra Gartneriet var på Tv i foråret, i et af Søren Ryges programmer. Han blev vist rundt i hendes Gartneri og jeg blev sådan grebet af hendes entusiasme og glæde over hendes egne planter.
I samme åndedrag skal jeg lige nævne Claus Dalbys nye bog "juleroser og påskeklokker".
En rigtig dejlig bog men meget smukke fotos af de smukke planter.

I går var også dagen hvor jeg blev inviteret ud og spise på Era Ora. Det var selvfølgelig min søde mand, der havde drømt om at besøge restauranten i over 12 år. Og drømmen blev så opfyldt i går.
Restauranten ligger på Christianshavn, metroen holder næsten udenfor. Der er nu smukt og stemningsfyldt på de kanter. Og så ligger Lagkagehuset også derude. Det er svært at beskrive hvor godt deres brød smager, men godt det smager det.
Era Ora er en italiensk restaurant og for år tilbage blev den udnævnt til den bedste Italienske restaurant uden for Italien. Og det var da også en kæmpe oplevelse at besøge den.
Vi fik 6 retters menuen, som bestod af en masse små retter med utrolig megen smag. I blandt retterne var en lille portion hjemmelavede spagetti med tomatsovs, uden tvivl den bedste jeg nogen sinde har smagt. Sovsen havde simrede hele dagen og var kogt ned til næsten ingenting, men med utrolig delikat smag. En lille svamperet var der også i blandt, igen en utrolig koncentration af smag. Alt i alt fyldte de 6 retter ikke meget i maven, men mere i smagsoplevelsen. Det var rigtig spændende at besøge restauranten, en af disse total oplevelser, hvor mad, vin og atmosfæren går op i en højere enhed.

fredag den 20. november 2009

Mon jeg har H1N1?

Jeg har feber og ondt i halsen, og så på min fridag. Øv, jeg tror desværre jeg har influenza, måske en af de almindelige, lad os håbe det. Måske den nye "eksotiske" svineinfluenza?
"Kært barn" har mange navne. Gris, svin eller orne har jeg hørt den omtalt som.
Hele min venindes familie har haft den, så lur mig, om det ikke er min tur.
Der er vist ikke andet for end at blive i sengen.

søndag den 15. november 2009

Dasedag

I dag er sådan en rigtig dasedag. Lørdag var vi i byen, min fætter inviterer ud en gang om året til det helt store spiseri. Vi var på en Restaurant i Ryesgade hvor man selv skulle medbringe vin. Det syntes jeg var en god ide, hader det med at skulle betale 250kr for en flaske rødvin der koster 50kr i Netto.
Fætteren er vinentusiast, så vi prøvede mange spændene vine og fik rigtig lækker mad. Efterfølgende cyklede vi til Nørrebro station og tog derfra toget hjem. Godt at få rørt sig en smule efter sådan en omgang "alt for megen mad". Vi var hjemme igen ved 23-tiden.
Her til morgen så vi "Che" filmen på dvd. Den varede over 2 timer, som var alt for lang. Men historien om Che Guevara er jo meget spændende. Jeg husker at have læst mange bøger om netop ham og Castro, i mine "unge" dage. Filmen var del 1 af to, og den første del handlede primært om kampene for at få magten på Cuba, dvs om guerilla kampene i bjergene der forgik i årevis. For år tilbage udkom der en anden film om Che´s unge år, den hed motorcykeldagbogen. En uhyre spændende film om de omstændigheder der gjorde at revolutionæren Che blev skabt. Kort fortalt kommer han fra gode kår i Argentina og i en af ferien fra lægestudie tager han og en ven, på motorcykel igennem sydamerikanske lande. Her får Ernesto (Che) øjnene op for den forskel der er mellem de fattige og de rige i landene. Filmen er baseret på Albertos (rejsevennen) dagbog og er en utrolig smuk og spændende film om starten på en "myte person".
Efter filmen fik jeg mig en morfar, al den gode mad og vin lørdag aften samt det noget anstrengende kursus jeg havde været på i denne uge, gjorde at det var påkrævet med en lille lur.
Resten af dagen tror jeg ikke der skal ske det helt store. EN tur i haven og feje blade væk, måske en gåtur i skoven og kl 20.00 er det så tid til Forbrydelsen. Dejligt at DR holder standarden fra sidste år.
Har nogen forresten set den nye DR-HD kanal. Den kan jeg virkelig anbefale. De viser nogle utrolig flotte naturfilm i en superlækker kvalitet. Man skal have HD tv for at kunne se den.

tirsdag den 10. november 2009

Så er der kursus resten af ugen

Onsdag morgen går turen til Jylland. Jeg skal på kursus, igen igen.
Planen er stram, vi møder i morgen kl 10.00 og skal være  aktive til kl 21.00, dag 2 fra 09.00 til 22 og sidste dag fra 9.00 til 15.00. Stram plan må man sige, jeg bliver allerede helt træt af at læse planen. Planlæggerne må tro at vi er overmennesker. Først 4 timers transport, derefter 11 timers undervisning. Tja, lidt optimistiskt.
Ellers lyder programmet rigtig spændende, jeg elsker at få ny viden. Man kan bare ikke blive klog nok.
At lære er at leve.

lørdag den 7. november 2009

Hvor er det dog sølle

Jeg tror at den forøget drivhuseffekt vi oplever konsekvensen af, er pga menneskets udledning af CO2. Jeg mener det er en sovepude, at sige at den kan være opstået naturligt. Jeg tror heller ikke på den danske forsker der fremsatte teorier om lavtliggende skyers påvirkning på jordens drivhuseffekt. Nej jeg tror at den primære grund til alt dette er vores afbrænding af fossile brændstoffer.
Derfor er det bare så sølle at læse i dagens Politiken at store og vigtige lande som Kina og USA, ikke har et fremtidsmål for reduktionen af CO2 udledningen. USA er et af de lande i verden der udleder mest CO2 pr. indbygger. Og Kina er godt på vej den samme retning. For bare år tilbage kørte de fleste kinesere på cykel, men pga vækst i forskellige industrigrene er dette nu erstattet af bilkørsel. Og med tanke på den mange mennesker der bor i landet, ja så kan det kun ende galt. Iflg undersøgelsen er Mexico mere ambitiøse mht reduktionen af CO2 udledningen end flere vestlige lande. Dog overgået af skotterne der vil reducere udledningen med hele 42%. God gået!. Ambitioner er dog en ting, reelle tiltag en anden.
Men hvis politikerne ikke kan finde ud af fremtidens mål, så må vi, den enkelte borger tage sit ansvar. Og hvad kan man så gøre?
Ja første og fremmest kan man lade bilen stå og tage det offentlige hvis man har mulighed for det. Eller cyklen. En undersøgelse har vist at mange danskere tager bilen ned til bageren der måske ligger 5-10 minutter væk. Den slags ture er temlig CO2 forurenende.
Man kan slukke lyset i de rum man ikke opholder sig i. Man kan skifte til sparepærer. Man kan slukke for alle stand-by knapper når disse ikke bruges. Tørrer sit tøj udenfor, Udskifte sine udtjente hårde hvidevare med A+ modeller. Lade være med at spise for meget kød. Undgå at tage flyet (som jo er den helt store CO2 synder) og der er sikkert mange flere ting man kan gøre.
Klimatop mødet i København er , efter min mening, slet ikke ambitiøs nok. Der er alt for meget "politisk" at tage hensyn til. USA kæmper med sundhedsreformen, som her i EU syntes som en selvfølge, men som mange amerikanere åbenbart opfatter som uamerikansk?? Udviklingslandende skal til og med kæmpe med konsekvenserne af den øget drivhuseffekt. Det er primært dem det går ud over.  Havde det være os, kunne det jo nok være at regeringen havde været lidt mere oppe på dupperne. Ja jeg er ikke imponeret over "vores" egen indsats. Anders Fogh benægtede det som de fleste forskere antog, nemlig at det var vores udledning af CO2 der var skyld i den forøget drivhus effekt. Dette har betydet at vi, der før var en forud for mange andre Europæiske lande, i dag er bagud. Det var mere vigtigt at vi øgede antallet af motorveje og motorkøretøjer. Senere blev han da heldigvis klogere, men hvor lyder hans ord dog hule i mine ører. Men lad det ligge, jeg er ikke en fan af den tidligere statsminister og hans pari.
Ja jeg kunne jo blive ved i dagevis når først den pose er åbnet.  Lad os håbe at klimatopmødet bliver en succes, for vores fælles fremtids skyld.

søndag den 1. november 2009

Mormors lille café



I efterårsferien var vi et smut hos svigermor i Sønderjylland og da det var lang tid siden vi havde været i Møgeltønder, gik turen et smut her forbi. Vi ankom omkring frokosttid og fandt mormors lille cafe, midt på den smukke "hovedgade". Hovedgaden i byen består udelukkende af gamle huse med stråtag. Meget charmerende.
Mormors lille cafe var ingen undtagelse.
Charmerende cafe indrettet som mormors egen spisestue, men gamle møbler og en masse malerier. Sidstnævnte tror jeg nok at ejeren selv havde malet.
Meget stemningsfulde billeder, naivistiske i udtryksformen men meget interessante.
Spisekortet bestod af gammeldags dansk frokost. Svigermor og jeg fik tarteletter med kyllingefyld og min mand fik et stjerneskud. Det smagte dejligt.

Til frokosten kunne man bestille hjemmelavede snaps. En hel hylde fyldt med en masse snaps med forskellige smag. Jeg faldt over en limesnaps. Den måtte jeg hjem og lave.
Som sagt så gjort. Jeg har nu en limesnaps stående sammen med alle de andre "anderledes" snapse jeg har fået lavet i år: Myntesnaps, Æble/kanel, Æble/rosmarin, Timian, Tranebær, blåbær, brombær og solbær.
Jeg serverer dem til julefrokosterne i december, iskolde. Mange af vores gæster der normalt ikke kan lide snaps, er rigtig glade for mine udgaver. Hvem siger at det skal være den traditionelle kommen snaps man finder på julebordet? Æble/kanel snaps smager meget bedre.

Politikens undervisningspris?

Politiken har for nogle år tilbage opfundet en undervisningspris, der gives til  folkeskolelærere og underviser på ungdomsuddannelserne. Den...